Blog Post

Business & Biodiversity: Biodiversa+ lancerer “værktøjssæt” med tre nye rapporter

Med kun et par uger til det kommende12. IPBES-plenar om biodiversitet i erhvervslivet, udgiver Biodiversa+ et “værkstøjssæt” med tre nye rapporter, der skal hjælpe virksomheder med at omsætte biodiversitetsdata til handling.

Erhvervslivets – og især den private sektors – rolle i biodiversitetskrisen har de seneste år fået stigende opmærksomhed, og biodiversitet er i dag et uomgængeligt anliggende for både virksomheder og finansielle institutioner.

Denne opmærksomhed er blandet andet vokset frem gennem vedtagelsen af 2030-målene i Kunming-Montreal-aftalen fra 2022 og det nye EU-direktiv CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive), der stiller krav til virksomheders bæredygtighedsrapportering, herunder påvirkning og afhængighed af naturen og økosystemtjenester. Virksomheder oplever derfor i stigende grad, at biodiversitet ikke længere kun er et etisk hensyn, men et strategisk forretningsanliggende.

I takt med at forventningerne til rapportering, risikostyring og ansvarlighed vokser, indsamler virksomheder derfor mere biodiversitetsdata end nogensinde før. Men for mange virksomheder er dette nye datalandskabet uoverskueligt, komplekst og svært at navigere i, og derfor ender mange af de data, de indsamler med at forblive underudnyttet.

Kun 0,7% af datasættene hos GBFI (the Global Biodiversity Information Facility) stammer fra private virksomheder, til trods for den betydelige påvirkning de har på biodiversiteten og økosystemtjenester, og også til trods for de omfattende overvågningsindsatser, de faktisk har implementeret.

Det er netop denne udfordring, som Business & Biodiversity-værktøjssættet adresserer ved at omsætte forskningsbaseret viden til klare, handlingsorienterede trin, som virksomheder kan anvende direkte i deres strategiske og operationelle arbejde.

Et stærkt supplement til det kommende IPBES-plenar

De tre rapporter udkommer i en vinter, hvor der er ekstra stor fokus på biodiversitetens rolle i erhvervslivet. Her i januar blev the World Economic Forum Annual Meeting afholdt (19.-23. januar) og til februar afholdes det 12. IPBES-plenar, hvor vedtagelsen af den opkommende globale konsensusrapport Methodological Assessment of the Impact and Dependence of Business on Biodiversity and Nature’s Contributions to People  tages op til diskussion.

Læs IPBES’ introduktionspjece til den kommende rapport her: IPBES Digital Assets

Biodiversa+ ser bevidst sit nyudkomne værktøjssæt som et supplement til den kommende IPBES-rapport. Hvor den kommende IPBES-rapport ønsker at leverer den første globale videnskabelige vurdering af, hvordan virksomheder er afhængige af og påvirker biodiversitet, og hvilken transformerende forandring der er nødvendig, vil de tre rapporter fra Biodivarsa+ supplere med et fokus på implementering: hvordan biodiversitetsdata allerede anvendes af virksomheder, hvor barrierer fortsat eksisterer, og hvordan eksisterende data kan mobiliseres mere effektivt (Biodiversa+, 2025).

Læs Biodiversa+’s nyhed om værktøjssættet her: New reports show how biodiversity data can move business from commitment to action – Biodiversa +

Tre rapporter med tre vigtige fokus

Rapporterne i Biodiversa+’s værktøjssæt støtter virksomheder i at navigere både regulatoriske krav, som dem fra CSRD, og frivillige rammer, som den der eksempelvis er sat af TNFD (Taskforce on Nature-related Financial Disclosures). Samtidig hjælper de også med at flytte fokus fra risikokortlægning til informeret beslutningstagning om virksomheders påvirkninger, afhængigheder og handlemuligheder, når det kommer til biodiversiteten.

De tre rapporter er inddelt i hvert deres tematiske fokus:

  • ”Mapping of the Business and Biodiversity Landscape for European Research & Innovation”
    Giver et overblik over centrale aktører, politikker og initiativer, der former biodiversitetsdagsordenen for erhvervslivet – med særligt fokus på Europa.
  • ”Guide to Using Public Biodiversity Data in the Private Sector”
    Tilbyder praktisk støtte til, hvordan virksomheder kan identificere, fortolke og anvende offentligt tilgængelige biodiversitetsdata i risikovurderinger, strategisk beslutningstagning og rapportering.
  • ”Guide on Best Practices for Sharing Biodiversity Data for Private Companies”
    Præsenterer en trinvis tilgang til ansvarlig og effektiv deling af virksomhedsdata, som fremmer transparens, fælles vidensopbygning og bedre beslutningsgrundlag på tværs af sektorer.

Til sammen understreger rapporterne, at virksomheder ikke bare kan operere isoleret i deres dataindsamling. Forbedring af biodiversitetsresultater afhænger af klarere informationsstrømme, realistisk brug af tilgængelige data og samarbejde på tværs af erhvervsliv, finans, forskning og offentlig politik.

Værktøjssættet kombinere ekspertise inden for biodiversitetsvidenskab, virksomheders bæredygtighed og regulering, datainfrastrukturer og politisk analyse, og alle tre rapporter bygger på casestudier, ekspertinterviews og input fra virksomheder, forskere og offentlige aktører.

Business & Biodiversity-værktøjssættet ligger frit tilgængeligt og er et gratis tilbud til alle virksomheder, der ønsker at omsætte biodiversitetsdata til konkret handling og bidrage til en mere naturpositiv økonomi. Du kan finde værktøjssættet og de enkelte rapporter her: The Biodiversa+ Business & Biodiversity Toolkit – Biodiversa +

Rapporterne er udgivet i samarbejde med EY Denkstatt Bulgaria, Innovationsfonden Danmark, KPMG Nederlandene, Naturalis Biodiversity Center og Twente Universitet, og det danske IPBES-kontors koordinator, Lars Dinesen, har været hovedforfatter på den første af rapporterne, ”Mapping of the Business and Biodiversity landscape for European Research & Innovation”.

Lars vil også deltage på det 12. IPBES-plenar, der løber af stablen d. 3.-8. februar, hvor han sammen med lektor Justine Grønbæk Pors fra CBS repræsenterer den danske IPBES-delegation. Til plenaret samles IPBES-medlemmer og eksperter fra hele verden for at diskutere ”Biodiversity in Buissnes”-rapporten, inden dens forventede udgivelse 9. februar.

Related Posts