Blog Post

EU-formandskabskonference: Fødevaresystemet, biodiversitet og NEXUS-rapporten i fokus

Foto: Green Solutions Centre, Winnie Lund Klitgaard
Foto: Green Solutions Centre, Winnie Lund Klitgaard

Til EU-formandskabskonferencen ”Transformative governance for food systems and biodiversity” satte IPBES i Danmark skarpt fokus på Nexus-rapportens budskaber og resultater, samt sammenhængen mellem biodiversitet og fremtidens fødevareproduktion.

Den 3. december deltog IPBES i Danmark i EU-formandskabskonferencen ”Transformative governance for food systems and biodiversity” på Københavns Universitet. Konferencen blev afholdt i forbindelse med, at Danmark overtog formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union i anden halvdel af 2025, og samlede beslutningstagere, forskere og centrale aktører fra hele EU med det fælles mål at finde ny veje mod et retfærdigt og grønt fødevaresystem.

IPBES i Danmark deltog som medarrangør af konferencen, og på selve dagen blev IPBES-perspektiverne sat på dagsordenen, først gennem en åbningstale om Nexus-rapporten af Paula Harrison, IPBES’ co-chair og hovedforfatter på netop den globale Nexus-rapport, og dernæst til IPBES i Danmarks session “Biodiversity: Global and European strategies and regulations”.

Nexus-rapporten satte rammen for bæredygtige fødevaresystemer

Konferencen blev den 3. december indledt med en åbningssession, hvor udvalgte talere holdt oplæg, der satte rammen for dagens program. Her præsenterede Paula Harrison i sit oplæg de centrale pointer og budskaber fra den globale Nexus-rapport (IPBES 2024).

Med udgangspunkt i rapporten forklarede hun, hvordan klimaforandringer, tab af biodiversitet, fødevareproduktion, vandkvalitet og sundhed ikke er adskilte problemer, men derimod dybt forbundne globale kriser, der alle påvirker hinanden gensidigt.

Vi kan ikke løse klima-, fødevare- og biodiversitetskriserne hver for sig. De hænger uløseligt sammen og kræver integrerede, transformative løsninger.

– Paula Harrison

Harrison afsluttede sit oplæg med at pointere, at hvis de nuværende negative udviklingstendenser fortsætter, vil det føre til markante konsekvenser for alle såkaldte nexus-elementer. Omvendt kan helhedsorienterede løsninger, der adresserer udfordringerne samlet, skabe positive fremtidsscenarier med forbedringer på tværs af alle berørte områder.

Senere på dagen gentog hun dette budskab, da hun deltog i sessionen “Biodiversity: Global and European strategies and regulations”, arrangeret af IPBES i Danmark. Her deltog hun sammen med Carsten Rahbek, professor ved Københavns Universitet og forperson for IPBES i Danmark, og Alexandra Vakrou, Head of Unit i EU-Kommissionens Generaldirektorat for Miljø (DG ENV), som begge tilsluttede sig budskaberne fra Nexus-rapporten.

Nexus-rapporten kan læses her: IPBES-rapporter – IPBES i DANMARK

Foto: Green Solutions Centre, Winnie Lund Klitgaard

Fokus på løsninger og udfordringer i globale, europæiske og nationale kontekster

Til sessionen “Biodiversity: Global and European strategies and regulations” blev der sat fokus på, hvordan biodiversitet kan integreres i transformative styringsformer på tværs af globale, europæiske og nationale niveauer. Deltagerne diskuterede både eksisterende biodiversitetspolitikker og -strategier samt de barrierer og muligheder, der kan påvirke implementeringen af dem i praksis.

Professor Carsten Rahbek fremhævede, at der over de seneste 10–15 år er sket markante fremskridt i at bringe biodiversitet ind i politiske og samfundsmæssige beslutninger. Biodiversitet ses nu ikke længere kun som natur- og artsbeskyttelse, men som noget der hænger sammen med landbrug, fiskeri og andre sektorer. Samtidig påpegede han med Danmarks grønne trepart som eksempel, at der stadig er et betydeligt gab mellem politiske ambitioner og reel forståelse af de egentlige sammenhænge og deres effekt:

So if we take the Danish example, we have the triparty. I hear that some people are praising that suddenly Denmark is doing a lot of things, but they are missing that the way we subsidise agriculture and our fishery is actually causing tremendous problems. So the problems in Denmark are gigantic, and then we are doing a little bit.

– Carsten Rahbek

Overordnet peger Rahbeks pointe på, at selvom der findes mange gode intentionerne og initiativerne, er effekterne på biodiversiteten fortsat begrænset. Der er derfor behov for biologisk realistiske tiltag, som i højere grad tager højde for de konkrete sammenhænge mellem politiske beslutninger og deres faktiske konsekvenser i naturen.

Alexandra Vakrou pegede tilsvarende på udfordringerne ved at omsætte ambitiøse politiske målsætninger til konkret handling på europæisk niveau. Hun henviste blandt andet til EU’s Naturgenopretningsforordning (Nature Restoration Regulation), som forpligter medlemslandene til at genoprette beskadigede land- og havøkosystemer. Forordningen fastsætter, at mindst 20 % af EU’s land- og havområder skal være genoprettet senest i 2030 med det formål at styrke biodiversiteten, modvirke klimaforandringer og understøtte fødevaresikkerhed på tværs af landbrugs-, skov-, by- og marine økosystemer.

Med henvisning til denne forordning påpegede Vakrou, at selvom der findes konkrete og ambitiøse lovgivningsmæssige rammer for, hvordan biodiversiteten kan forbedres, så møder omstillingen betydelig modstand. Kritikken retter sig blandt andet mod, at de involverede aktører oplever, at der er for mange instrumenter og initiativer i spil samtidig, og at der sættes et ambitionsniveau, der af mange vurderes som for højt.

So I think we now have the big challenge ahead of us: how to implement it. And how to implement it in a meaningful way, and I think it is not just about the meaningful way, but also about the realistic way.

– Alexandra Vakrou

Dermed pegede hun på, at den centrale udfordring fremadrettet bliver at sikre en implementering, der både er realistisk og meningsfuld; En implementering, der ikke giver køb på de nødvendige ambitioner, men som samtidig opnår en bred inddragelse af de aktører, der skal omsætte politikken til konkrete og effektive resultater.

Afslutningsvist opsummerede Paula Harrison sessionens vigtigste pointer med dette centrale budskab:

The time for siloed thinking is over. Solutions and options for actions already exist for accounting for all nexus elements: biodiversity, food production, water, health and climate change. What we need is bold integrated action.

– Paula Harrison

Både Paula Harrisons oplæg fra åbningssessionen og IPBES i Danmarks session, “Biodiversity: Global and European strategies and regulations”, blev liveoptaget. De kan ses eller genses her: Video recordings from the conference – University of Copenhagen

Related Posts