Blog Post

Transformative forandringer og Nexus – vigtige resultater fra IPBES-plenar i Namibia

Transformative forandringer og Nexus – vigtige resultater fra IPBES-plenar i Namibia

Da 11. IPBES-plenarforsamling blev afsluttet i december 2024, var det med vigtige fremskridt for global biodiversitet, økosystemer og bæredygtighed med godkendelse af to nye og skelsættende rapporter, der begge bliver spået stor indflydelse på fremtidens grønne omstilling. Begge rapporter bliver afsættet for et nyt symposium den 19. februar 2025 i samarbejde med Copenhagen Business School.

Tættere på transformativ forandring

Udgivelsen af de seneste globale konsensusrapporter fra IPBES er afsættet for et nyt symposium den 19. februar 2025 i København i Samarbejde med Copenhagen Business School (CBS).

Her undersøger vi, hvordan vi i Danmark kan skabe transformative forandringer, der på tværs af sektorer adresserer de underliggende årsager til biodiversitetskrisen. Forskere fra forskellige fagdiscipliner vil præsentere deres perspektiver på transformativ forandring, og gennem cases udforsker vi barrierer, udfordringer, muligheder og visioner for gennemgribende systemiske forandringer.

Blandt symposiets keynotes og oplægsholdere har vi bl.a. fornøjelsen af professor Esther Turnhout, Twente University i Holland og medforfatter til IPBES-rapporten om transformative forandringer. Derudover er professor Katharine Richardson og professor, centerleder og formand for IPBES i Danmarks styregruppe Carsten Rahbek og Klimarådets forperson Peter Møllgaard blandt symposiets oplægsholdere

Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendigt. Læs mere om symposiet og tilmeld dig her senest 16. februar 2025: Symposium – Tættere på Transformativ Forandrig i Danmark

Første plenar på det afrikanske kontinent

Windhoek i Namibia dannede centrum for den seneste IPBES-plenarforsamling, IPBES 11, og markerede dermed det første IPBES-plenar i afholdt Afrika, og understreger kontinentets voksende rolle i det globale science-policy-arbejde. To centrale rapporter blev intensivt diskuteret i plenarets talrige sessioner, nemlig rapporten om transformative forandringer samt Nexus-rapporten om balancerne mellem biodiversitet, fødevareproduktion, sundhed, vandforsyning og klima.  

Den danske delegation bestod af Katrine Nissen og Michael Greel fra Ministeriet for Grøn Trepart samt Lars Dinesen, IPBES i Danmarks koordinator.

Rapport om transformative forandringer

Thematic assessment of the underlying causes of biodiversity loss, determinants of transformative change and options for achieving the 2050 vision for biodiversity

Den nye rapport undersøger de underliggende årsager til tab af biodiversitet og skitserer de handlemuligheder, der skal til for at opnå FN’s 2050-vision for biodiversitet. Rapporten har været længe ventet, da den bl.a. adresserer de nødvendige forandringer, som den globale konsensusrapport om biodiversitet og økosystemtjenester fra 2019 pegede på.

Transformative forandringer bliver af IPBES defineret som:

A fundamental, system-wide reorganization across technological, economic and social factors, including paradigms, goals and values.

IPBES (2019)

I rapporten understreges nødvendigheden af disse gennemgribende og systemiske forandringer, og samtidig identificerer forfatterne barrierer og muligheder, der særligt driver biodiversitetskrisen: Arealanvendelse, efterstræbelse, forurening, invasive arter og klimaforandringer.


Rapporten bygger bl.a. på Values-rapporten The Assessment Report on The diverse Values and Valuation of Nature (IPBES, 2022), der skitserer de markante omstillinger i vores adfærd og måder at opfatte og tænke værdier på som vigtige komponenter i transformative forandringer. 

Læs mere: To nye konsensusrappoter vedtaget

Endelig tilbyder rapporten strategisk vejledning til beslutningstagere og interessenter og fremhæver nøgleprincipperne:

  • Lighed og retfærdighed
  • Pluralisme og inklusion
  • Respekt for naturen og dens værdier
  • Adaptiv læring og handling

Rapporten om transformative forandringer udgør også en solid platform for den kommende IPBES-rapport om business og biodiversitet, hvis lancering er planlagt i december 2025.

Folk på konference jubler og smiler til kameraet.
Jubel i arbejdsgruppen, da rapporten om transformative forandringer blev vedtaget efter flere forhindringer og indvendinger fra visse medlemslande. Foto: Lars Dinesen/IPBES i Danmark

Nexus-rapporten

Thematic assessment of the interlinkages among biodiversity, water, food and health

Denne rapport adresserer sammenhænge og balancer mellem biodiversitet, vandforsyning, fødevarer, sundhed og klima og fremlægger forskellige scenarier med forskellige prioriteringer og ”trade-offs”; dvs., optimerer man ensidigt et område er det på bekostning af andre.

Har vi fx intensivt landbrug er det på bekostning af biodiversitet og som regel også klimaregulering og måske også vandkvalitet. I rapporten   advokerer forfatterne for en holistisk tilgang til at håndtere emnernes indbyrdes afhængigheder. Det gør de ved at præsentere scenarier og responsmuligheder for at opnå balancer, der søger at kunne tilgodese de forskellige hensyn samtidig. Rapporten komplementerer rapporten om transformative forandringer ved at fokusere på balancerne, herunder synergier og ”trade-offs”, mellem de forskellige områder.

Rapporten konkluderer, at hvis de nuværende og negative udviklingstendenser fortsætter, vil det resultere i markante negative resultater for alle såkaldte ”nexus-elementer”.

Hovedfokus ligger på at øge forståelsen for koblingen mellem  biodiversitet, vandforsyning, fødevarer, sundhed og klima samt de individuelle og tværgående koblinger: Hvilke konsekvenser har en øget landbrugsproduktion fx for biodiversiteten, forsyning af rent drikkevand osv.?

Rapporten er struktureret i fire områder:

  • Tidligere og nuværende interaktioner mellem biodiversitet, vandforsyning, fødevarer, sundhed og klima
  • Fremtidige interaktioner
  • Responsmuligheder, der adresserer interaktionerne
  • Regulering af interaktioner ift. en mere retfærdig og bæredygtig fremtid

Det er særligt ”responsmuligheder”, der blive tillagt vægt i rapporten, herunder samarbejde på tværs af sektorer og skala (tid og rum) med henblik på at bidrage til en helhedsorienteret synergi i forvaltning og regeringsførelse, hvor mange hensyn, der bliver tilgodeset samtidig.

Fremtidige retninger og samarbejder

Plenaret diskuterede også rammerne for en ny global IPBES-rapport, der skal udgives i 2028. Denne omfattende rapport vil dække land-, ferskvands- og marine økosystemer med fokus på historiske data og fremtidsprojektioner frem til år 2100. Derudover blev der lagt vægt på at søge at styrke videnssamarbejdet mellem IPBES og klimapanelet IPCC på områder, hvor der er sammenfaldende barrierer og handlemuligheder.

Den næste IPBES-plenar er planlagt til at finde sted i London i slutningen af 2025. Dette plenar vil fokusere på samspillet mellem erhvervslivet og biodiversitet med henblik på at fremlægge viden ift. at facilitere erhvervslivets engagement i biodiversitetskrisen.

Kapacitetsopbygning og  nationalt ”uptake”

En væsentlig del af diskussionerne handlede om at forbedre optagelse af viden i IPBES-rapporter og styrke kapacitetsopbygningen på nationalt niveau.

Resultaterne af det 11. IPBES-plenar understreger det kritiske behov for transformative forandringer og nye integrerede tilgange til at tackle de komplekse udfordringer, som global biodiversitet står overfor. Handlemulighederne, som er udfoldet i de to rapporter, vil være afgørende som ledetråde for de politiske beslutningsprocesser og handling mod en bæredygtig fremtid.

Via linket kan du læse mere om rapporterne på IPBES’ internationale hjemmeside samt finde Summary for Policymakers for hver rapport:

Related Posts