Naturbaserede løsninger kombinerer beskyttelse og genopretning af biodiversitet med levering af menneskelige samfundsgoder som f.eks. bidrager til klimaregulering, mere robust fødevareproduktion og andre økosystemtjenester. Der er stor opmærksomhed på potentialet i naturbaserede løsninger navnlig i EU for at få optimalt udbytte af investeringer og dermed bidrage til at løse flere udfordringer mere effektivt på en gang. Det gælder globale kriser vedr. biodiversitet, klima og forurening men også med fokus på at skabe en balanceret tilgang og mest mulig synergi mellem biodiversitet, ferskvandskvalitet og forsyning, fødevareproduktion og sundhed. Samtidig er det ingen hemmelighed, at der indgår afvejninger, dvs. optimering af et element sker på bekostning af andre og ofte med biodiversitet som taberen. Naturbaserede løsninger tager netop udgangspunkt i at tilgodese biodiversiteten samtidig med at bidrage til de afledte menneskelige gevinster.
Biodiversa+ og 34 vinderprojekter
Innovationsfonden og Trepartsministeriet er de to danske partnere i det europæiske partnerskab om biodiversitet: Biodiversa+. Innovationsfonden giver økonomisk støtte til forskning og innovationsprojekter, der direkte støtter deltagelsen af danske aktører. Forskning og innovation er indgangen til disse forskningsprogrammer, der forfølger videnskabelig par excellence, samfundsmæssig effekt og interaktion. Der stilles således høje krav til projekterne.
Alle aktører inklusiv de danske indgår i internationale konsortier med teams fra mindst tre lande. Der er således en markant strategisk satsning på at udbygge relationer og forskningssamarbejde på tværs af EU-lande og i en række tilfælde også med oversøiske partnere i nærværende udbud f.eks. Canada, Brasilien, Marokko og Sydafrika. Der er partnerskaber på kryds og tværs indenfor de forskellige EU-lande. Både statslige og private aktører kan indgå, og fortsat udgør universiteterne og andre statslige aktører størstedelen af ansøgerfeltet og i alt 41 partnere deltog i finansiering af udbuddet fra 34 lande og med top-up finansiering fra EU Kommissionen.
Der var finansiering til i alt 34 topkvalitetsprojekter, der blev lanceret i Montpellier i Sydfrankrig i sidste uge ud af et samlet felt på 183 ansøgninger og mere end 1.000 partnere. De 34 projekter og 223 teams finansieres med 41 mio. EUR og vil løbe over de næste tre år. Det er tredje sæt forsknings- og innovationsprojekter fra Biodiversa+. Fokus har tidligere været direkte på biodiversitetsbeskyttelse og overvågning, men nu tages et skridt imod promovering af samarbejde på tværs af fagdiscipliner (og sektorer) og inddragelse af ekspertise udenfor den naturvidenskabelige faglighed. Innovationsfonden har samlet udmøntet ca. 57 mio. kr. til danske partnere i de tre udbud, der også inkluderer medfinansiering fra Horizon Europe.
Naturbaserede løsninger
I nærværende tema efterspørges innovation og demonstration af naturbaserede løsninger indenfor tre hovedtemaer: 1) Synergi og afvejninger af naturbaserede løsninger, der bidrager til menneskelig sundhed og velvære, 2) Reduktion af de menneskelige årsager til tab af biodiversitet herunder landbrugspraksisser og 3) bidrag fra naturbaserede løsninger til retfærdige transformative forandringer.
Andelen af de finansierede projekter dækker nogenlunde ligeligt de tre områder. Der er fokus på at supplere den naturvidenskabelige indgang til biodiversitetskrisen med andre ekspertiser og interdisciplinært samarbejde. I udgangspunktet er alle samfundssektorer relevante, da handlemuligheder til forandring berører alle sektorer og samfundslag. Aktører med ekspertise indenfor økonomi, jura, fødevareproduktion, sociale-samfundsmæssige discipliner kommer derfor også i stigende grad på banen.
En forståelse af, hvad naturbaserede løsninger er, og hvad det involverer, er derfor afgørende. Den definition, der er enighed om og som blev fremhævet i præsentationerne ved lanceringen i Montpellier, er den vedtaget af FNʼs Generalforsamling i 2022: ”Actions aimed at protecting, conserving, restoring, and sustainably managing natural or modified terrestrial, freshwater, coastal, and marine ecosystems, which address social, economic and environmental challenges effectively and adaptively”.
https://www.unep.org/topics/nature-action/nature-based-solutions/overview-nature-based-solutions
Definitionen kalder på demonstration af de gode eksempler. Professor Edna Cabecinha fra den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN præsenterede IUCNʼs globale standarder og organisationens forståelse af naturbaserede løsninger, der bl.a. involverer hensyntagen til otte kriterier, der skal sikre, at biodiversitet fortsat er hjørnestenen i de mange projekter.
https://iucn.org/our-work/topic/iucn-global-standard-nature-based-solutions
Danske vindere
Blandt de 34 finansierede projekter er 10 med dansk deltagelse, der involverer 14 aktører. Den danske succesrate er blandt de højeste, hvilket naturligvis vækker glæde hos den danske finansieringspartner Innovationsfonden og de danske institutioner. Blandt de 14 danske institutioner er fem universiteter: Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og DTU Aqua, Københavns Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet. Samt flere private partnere.
To af de internationale konsortier har dansk lederskab begge af Syddansk Universitet i Esbjerg. Det ene omhandler afkast på investeringer – både til biodiversitet og økonomiske, sociale gevinster ved genopretning af konkrete ferskvandsområder herunder søer og ådale i partnerlandene Ungarn, Portugal, Holland, Sverige og Danmark og med professor Brooks Kaiser (SDU) som projektleder. Det andet omhandler forvaltning af biologiske invasioner og har fokus på tre invasive arter nemlig stillehavsøsters i Danmark, Norge og Sverige; stillehavslaks i Norge og den amerikanske blå krabbe i Italien og Portugal. Igen er der fokus på både økonomiske, sociale og biodiversitetsmæssige investeringer og gevinster. Projektet ledes af assisterende professor Melina Kourantidou. Også København og Aarhus Universiteter indgår i flere projekter.
Mere om indholdet af projekterne findes: https://www.biodiversa.eu/2023/06/05/2023-2024-joint-call/
Tillid og troværdighed i finansiering af et så stort et tværfagligt og projektudbud på tværs af landegrænser er afgørende. Evalueringen af de flere hundrede projekttilbud gennemførtes af førende internationale og uvildige eksperter ledet af Rachel Bezner-Kerr fra Cornell Universitet i USA (videnskabelige del) og Claire Brown fra World Conservation Monitoring Center i Cambridge, UK (politik-forvaltning). Samtidig er Innovationsfonden en stabil dansk finansieringspartner i Biodiversa+.
Resultaterne af de 34 frontforskningsprojekter vil efter al sandsynlighed inspirere til at vende traditionelle tilgang og bidrage til nye, tværfaglige og mere sammenhængende muligheder for at vende biodiversitetskrisen til fordel for natur og mennesker.

Biodiversa+ og natur-baserede løsninger. Hvert af de 34 innovative vinderprojekter præsenteret på 2 min., Montpellier, Frankrig, april 2025. Foto: Lars Dinesen.