Blog Post

Ny statusopgørelse over verdens vådområder

Ny Global Wetland Outlook er netop publiceret. Rapporten giver overblik over verdens vådområder, deres udbredelse og udvikling samt årsagerne. Desuden peger rapporten på politiske handlemuligheder til at vende den historiske nedgang i udbredelse og kvalitet af vådområder.

Formålet med den netop offentliggjorte rapport, Global Wetland Outlook, er at højne forståelsen for værdierne af vådområder og give anbefalinger til hvordan vi beskytter dem. Publikationen blev præsenteret under årets partskonference i Konventionen om Vådområder, Ramsarkonventionen, der sluttede i Dubai i denne uge.

I 2013 blev Lille Vildmose udpeget som det seneste danske Ramsarområde. Området var den første udpegning i verden, der kombinerer naturbeskyttelse og klimaregulering (Foto af Nico fra Wikimedia Commons)

Vådområder, deres funktioner og tilknyttede arter er under pres. På grund af omlægning og dræning er op mod 87 % af verdens vådområder gået tabt siden 1700. Det er tre gange så hurtigt som skovarealet. Siden 1970 er 81 % af ferskvandspopulationerne gået tilbage globalt. Det samme gælder 36 % af de arter, der er knyttet til kyster og marine områder.

Genopretningen af lille Vildmose er et globalt eksempel til efterfølgelse

Vådområder regulerer næringsstof- og mineralkredsløb og tilbageholder forurening. Desuden er de vigtige kulstoflagre, der bidrager til at imødegå global opvarmning.

Mosejordes evne til at binde kulstof, er netop grunden til, at Lille Vildmose i 2013 blev udpeget som det seneste danske Ramsarområde. Området var den første udpegning i verden, der kombinerer naturbeskyttelse og klimaregulering. Historien om genopretningen af Lille Vildmose er siden gået verden rundt bl.a. i to resolutioner om genopretning af tørvemoser netop vedtaget til mødet i Dubai med Lille Vildmose som eksempel.

Læs The Global Wetland Outlook (2018): https://www.global-wetland-outlook.ramsar.org

Related Posts